Når jeg forsøger at genkalde mig Pernille Priergaard Worsøes værk, hører jeg i halvmørket en summende svagt knitrende lyd fra et hjul der midt i sin nutid indspoler fortid og fremtid.

– en lille 8 mm celluidring gennem hvis skrøbelige og grynede overflade lys kastes mod et hjørne af rummet. I en skæv projektion ses kunstnerens torso og ansigt uendeligt forvandelende sig fra ro til fjollet grimasse – til latter – som et spejl af begivenhed, hvis partikler som kodestumper forgæves søger at samle sig til noget genkendeligt repræsentativt for atter at spredes som en pulversky.

– En pulseren frem og tilbage der stadigt fremkalder og udsletter sit eget begivenhedsfelt. En suggestiv, hypnotiserende åbning lige før og efter dannelse og nedbrydning af et nyt rum. I øjenkrogen,- ud til siden for hvor jeg står -, skimtes et objekt, der veksler mellem kendt og ukendt mellem noget indbydende og noget svagt frastødende.

– Under alle omstændigheder tilhørende noget andet.

Son en form fra et fremmed rum,- som en afslutning for noget tomt eller ledigt. Et polstret kammer til en kokon, et drømmespor, et Matasstempel til creme, helsekost og healing eller til en intrige af Pandora?

… Tænke sig, en helseplastik – en Pandoranisk plastik hvor alt er lukket ud eller foldet ind!

Mogens Møller, kunstner og professor på Det kongelige Danske Kunstakademi

Hypnotisør under udarbejdelse af Pandora, Sten Hegeler.

English

When I try to call to mind Pernille Priergaard Worsøe´s work, I hear in the semi-obscurity a humming, mildly creaking sound from a reel that in the midst of its present reels in its past and future.

– A small 8 mm celluloid ring where through its fragile and pitching surface light is cast up against a corner of the room. In an oblique projection the artist´s torso and face is seen to perpetually transmute itself from calm to a foolish grimace – to laughter – as a reflection of an event, whose particles, like stumps of a code, vainly try to assemble themselves into something recognizably representative to only once more dissipate like a cloud of dust.

– A pulsating back and forth that continuouslt evokes and erases its own field of events. A suggestive, hypnotizing aperture just before and after the creation and destruction of a new space. Out of the corner of my eye,- aside from where i stand -, an object can be glimpsed, that shifts between the known and the unknown, between something inviting and something slightly repulsive.

– In any case belonging to something other. Like a form from outer space,- like an end for something empty or idle. A padded chamber for a cocoon, a dream trace, a Matas trademark for cream, health food and healing or to an intrigue by Pandora?

– Imagine, a curative plastic – a Pandoric plastic where everything is either excluded or enveloped!

Mogens Møller

The hypnotist thrughout the process of Pandora was Sten Hegeler.