Samtale med Judith Schwarzbart og Julie Damgaard Nielsen

I forbindelse med udstillingen MIX BLENDED SPACES Museet for Samtidskunst 1999

? Du har i din kunst arbejdet meget med cirklen eller ”hullet”, f.eks. har du været optaget af orkanens øje.

P: Jeg kredser meget om tomrummet. Orkanen har jeg brugt som et billede på vores tid. Det på en gang stærkt afgrænsede og samtidig turbulent diffuse. Orkanens øje er det tomrum, jeg opererer med, et rum renset for betydning, et nyt mulighedsfelt. Jeg er ikke interesseret i erkendelsen og fortællingen som konkret størrelse, men måske nærmere som individuel oplevelse eller forståelse, som jeg som kunstner ikke behøver at få del i. Jeg arbejder med mange lag, men prøver så vidt muligt at rense mine værker for betydning på overfladen, sådan at det visuelle kommer til at fungere som den umiddelbare tilgang.

? Du har planer om at arbejde med projektionen af en fos på trappen i Museet for Samtidskunst. Er fossen med dens strøm og turbulens ligesom orkanen et tidsbillede?

P: Nej, der tror jeg mere, jeg tænker den som et stykke natur kontra kultur. Fossen fortsætter, den lukker sig om sig selv i en naturlig cyklus, hvorimod teknologien og vort vestlige samfund er som en spiral, der accelererer, kører op og op. På et tidspunkt bliver det hele lidt uoverskueligt. Der er en tendens til, at vi i vor tid fjerner os mere og mere fra os selv og vores åndelige værdier. Jeg mener, det handler om at finde et ståsted lige midt imellem. Det kan godt være lidt af en balancekunst. Det er her, de her ”huller” bliver vigtige.

? Tror du så, at kunsten kan etablere disse huller?

P: Det håber jeg i hvert fald. Det er, hvad jeg bestræber mig på. Der er lidt buddhisme over det med at tømme begivenhedsfeltet.

? Tænker du vandet i fossen som noget meditativt eller som en slags renselse?

P: Umiddelbart ingen af delene. Men de monumentale størrelser i naturen kan være meget meditative …det er vel en eller anden form for renselse.

? Naturen optræder i flere af dine værker, f.eks. i fotografier af indlandsisen.

P: Jeg er opvokset på Grønland, og det, tror jeg, fylder meget. Udover at være et fysisk sted bliver det også et billede på et andet rum, hvor jeg finder den forløsning, jeg mangler. Jeg er ekstremt bymenneske og elsker kulturen, sammenstødene og det kaotiske. Men jeg ved også, at jeg bliver vanvittig på et tidspunkt, og så skal jeg ud. Derfor er det for mig oplagt at tage naturrummet ind og bruge som et billede på det sted, hvor man slipper tankerne. Naturoplevelsen er dog bare et bud. Det er mit sted at gøre det.

? Hvis vi kigger på dine værker i forhold til ideen om ”blended spaces”, er det interessant at se , at du ofte blander ting, man almindeligvis ikke kan se en sammenhæng i. Når du f.eks. kombinerer en boksering og et billede af en orkan, løsner det op for nogle etablerede kategorier og giver plads til noget nyt.

P: Men gør kunsten ikke altid det? Jeg synes den gør det per natur.